Største investeringsiver blandt topchefer i 25 år
05/10-2017
“Det går godt. Vi har investeret i nye maskiner og nye bygninger for at øge kapaciteten og kunne følge med efterspørgslen. Samlet vil jeg vurdere, at vi har investeret for 16 mio. kr. det seneste år, og det er pænt meget mere end sidste år, hvor vi investerede for cirka 8 mio. kr.”
Sådan fortæller Christian Mosevang i Børsens nyhedsbrev skrevet af Troels Beha Pedersen, 5. oktober 2017. Læs nyhedsbrevet herunder:
Danske topchefers investeringslyst er den største i 25 år, viser ny konjunkturundersøgelse. Økonomer jubler: Det er en ualmindelig god nyhed
Danske topchefers lyst til at investere i fremtidens vækst tordner frem. Det er en fantastisk nyhed og lige præcis, hvad dansk økonomi har brug for, siger industriboss og økonomer samstemmende.
“Det går godt. Vi har investeret i nye maskiner og nye bygninger for at øge kapaciteten og kunne følge med efterspørgslen. Samlet vil jeg vurdere, at vi har investeret for 16 mio. kr. det seneste år, og det er pænt meget mere end sidste år, hvor vi investerede for cirka 8 mio. kr.,” siger Christian Mosevang, adm. direktør i industrivirksomheden Hosta Industries, der er underleverandør til metalindustrien i Danmark og udlandet.
Det er langtfra kun Christian Mosevang, der har brugt penge på fremtidens vækst. Fem ud af ti virksomheder investerer i dag mere end for et år siden, mens kun 8 pct. af topcheferne investerer mindre i dag end for et år siden. Det viser en ny konjunkturundersøgelse fra Greens Analyseinstitut blandt 414 topchefer.
Målingerne fra Greens går tilbage til 1991, og tallene for investeringsviljen i tredje kvartal er de mest positive i målingens historie.
Vækstvirksomhed
Hosta har bl.a. investeret i en fabriksudvidelse på 2300 kvadratmeter, en ny og større CNC-fræser, og så investerer virksomheden i en løbende opkvalificering af medarbejdere.
Christian Mosevang forventer, at investeringstempoet fortsætter i Hosta, der har hjemme i Hjallerup.
“Vi driver virksomhed som en vækstvirksomhed. Vi er vokset voldsomt gennem de seneste ti år. Og alene sidste år steg omsætningen med ca. 12 pct., og for at kunne følge vores vækststrategi, så vil vi også de næste par år investere et tocifret millionbeløb,” siger Christian Mosevang, der i dag beskæftiger 80 mand mod 30 mand i 2007.
Erhvervslivets investeringer lå i årene efter finanskrisen underdrejet, men er de seneste kvartaler steget, og i andet kvartal 2017 var de samlede erhvervsinvesteringer på 64,3 mia. kr. mod 67,1 mia. i tredje kvartal 2008 og 51,4 mia. kr. for fem år siden.
Økonomerne jubler over udsigten til et investeringsboom.
“Yes. Yes. Yes. Investeringerne har haft det svært i det igangværende opsving, så det er uhyre positivt, hvis investeringerne for alvor begynder at løfte sig i år,” siger Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv.
Ud over, at topcheferne vil investere mere, så viser tallene fra Greens også, at forventningerne til at skulle ansætte nye medarbejdere er på det højeste niveau siden midten af 2007.
Med faldende ledighed og stadig flere advarsler om mangel på arbejdskraft er det ifølge Bocian derfor tvingende nødvendigt, at der investeres i ny teknologi, der frigiver arbejdskraft.
“Det er ualmindeligt godt nyt, hvis investeringsaktiviteten stiger, for det baner vejen for højere produktivitetsvækst, hvilket med det meget stramme arbejdsmarked er en forudsætning for, at opsvinget ikke skal løbe tør for arbejdskraft inden for de næste par år,” siger Steen Bocian.
Professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen er yderst tilfreds med, at der er gang i investeringerne.
“Vi har ikke kunnet forstå, at der ikke var mere gang i investeringerne, men nu lader det til, at proppen er røget af flasken. Det er en længe ventet nyhed, og det er en god nyhed for dansk økonomi,” siger Bo Sandemann Rasmussen.
Der er dog også en risiko for, at flere investeringer på kort sigt øger problemet med mangel på arbejdskraft, da investeringer er en del af den aktuelle økonomiske aktivitet og dermed lægger beslag på arbejdskraft.
“Omvendt er investeringer også med til at øge kapaciteten i økonomien, og investeringer er på længere sigt med til at mindske de flaskehalsproblemer, der kunne opstå. Samlet set er der ingen tvivl om, at det er den bedre del af den samlede efterspørgsel, der stiger, for det giver også fordele på længere sigt,” siger Bo Sandemann Rasmussen.