Forchromning er en overfladebehandlingsproces, hvor metalemner påføres en metallisk overfladebelægning af først nikkel og dernæst chrom.
Belægningerne udfældes i vandige opløsninger (elektrolytter) af henholdsvis nikkel- eller chromsalte, idet metalionerne reduceres til en metallisk belægning på emneoverfladen ved hjælp af en ydre strømkilde.
Denne overfladebehandling kaldes også dekorativ forchromning, da det giver emnet et særdeles dekorativt ydre og fremstår som stort set spejlblankt, såfremt underlaget har fået den korrekte forarbejdning.
Forchromning er et belægningssystem, hvor nikkelbelægningen udgør langt størstedelen af lagtykkelsen. Chrombelægningen udfældes i meget beskeden lagtykkelse, normalt 0,3-1 μm, således at nikkelbelægningens overflade dækkes, og der opnås en lys, metalblank og dekorativ overflade.
Overfladebehandlingen kan anvendes på mange slags emner og anvendes blandt andet i møbelindustrien og elektronikindustrien. Forchromning foretages typisk på emner i blandt andet stål, messing og kobber.
Læs mere om andre typer af overfladebehandling.